Huset Appel

Friuli


Området:

Italiens nordøstligste provins med hovedbyen Trieste som sidste bastion mod Slovenien og Kroatien i øst og Adriaterhavet mod syd. Nordligt grænser området op til Østrig, og ligesom sin nabo er Friuli ekspert i hvidvin og friske, velstrukturerede røde. Klimaet er relativt køligt om end solrigt, og vindene mellem alperne og havet giver nogle ganske særlige vækstbetingelser for de lokale druer som for eksempel malvasia, ribolla, verduzzo, refosco og picolit. Vinene fordeler sig formelt på ni forskellige DOC’er (geografiske inddelinger), hvoraf den største er Friuli Grave. Generelt tilstræbes en slank, frisk, ren og lineær vinstil, og egetræ bruges kun marginalt og fortrinsvis til de røde vine. Seneste trend i området er produktion af mousserende vin på chardonnay og pinot nero, men slige specialbobler har endnu til gode at finde vej til vores sortiment.

Her er vine fra:

Dorigo Historien om Dorigo er gennemvædet af vitikulturel kompromisløshed. Da Familien Dorigo for tredive år siden købte sine marker i Friuli, skete det ikke for at lægge sig bekvemt i halen på lokale vin-traditioner. Dorigo tvang ved tæt beplantning sine vinstokke til at sætte dybtgående rødder og man bandt dem op efter fransk forbillede. I alt fra høstteknik til vinifikation har produktionen været præget af et imponerende udsyn ud over Dolomitterne. Den progressive tilgang har været en veritabel revolution for dyrkningsmetoderne i Friuli – familien Dorigo må leve med æren, og den interesse deres vine nødvendigvis får. Det mest kendte af produkterne er Montsclapade. Heri inkarneres den kendetegnede fremgangsmåde i en blanding af caberneterne sauvignon, franc og merlot, i det utilslørede forsøg på at lede vores tanker mod bordeaux.

Vine:

Dorigo Sauvignon Blanc

Dorigo Pinot Grigio