Huset Appel

Puglia


Området

Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Her er vine fra:

Paolo Leo Syd for Brindisi, langt, langt nede i støvlens hæl bager solen ned på Paolo Leos vinstokke. De har vokset der længe som en del af Vinagri Puglia. Først for ti år siden fik de selskab af Paolo, som trådte til med moderne metoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet, som mange af hans naboer savner. Det erklærede mål er at præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning. Oprindeligt fungerede Vinagri som et kooperativ, men virksomheden eksponerer på fornem vin Puglias ambitioner om kvalitet frem for volumen, og det nutidige tilsnit krævede midt i 90’erne en privatisering af foretagendet. I dag tilvirkes 11 cuvéer fra sprødt hvidt til ultrakoncentreret og umiskendeligt syditaliensk rødt.

Vine :

Primitivo di Manduria                              Operetta

Sette Vigne                                                  Triade Rosso

Fiori di Vigna                                              Salice Salentino

Numen Chardonnay

Triade Bianco

Chardonnay Salento